Hygiejne
- Vask fødderne dagligt i rindende vand, brusebad er perfekt (ingen fodbade).
- Brug en mild sæbe.
- Tør huden godt, også imellem tæerne.
- Påfør fugtighedscreme så bliver huden blød, smidig og modstandsdygtig. Undgå at smøre creme imellem tæerne.
- Kig dine fødder efter dagligt og reagere hvis der er forandringer f.eks. røde mærker og sår. Brug gerne et spejl hvis man har svært ved at se sig selv under fødderne.
- Klip altid neglene lige over.
- Fodterapeuten fjerner ligtorne og hård hud, der kan være begyndelsen til et fodsår.
- Brug gode strømper uden hårde sømme eller kanter vend evt. vrangen ud. Strømper skal helst være af natur materiale.
Sår
Hvis uheldet skulle være ude, så vask såret under bruseren og pålæg en tør forbinding, kontakt din behandler, så man kan finde årsagen og igangsætte en korrekt behandling.
Aflast såret så godt som muligt, evt. ved brug af sandaler som ikke trykker på stedet. Desuden skal du undgå at belaste foden, du har sår på. Du skal holde øje med rødme, varme og hævelse, som er tegn på betændelse.
Betændelse skal behandles straks når du har diabetes!
kontakt derfor læge, diabetesambulatoriet eller sårcenter.
Fodsår bør behandles af et fodteam, som vælger den rette behandling og undersøgelser for dig og dit fodsår. Ofte er der behov for specielle sandaler eller anden form for bandage.
Hvis du har et sår og får betændelse i det, kan det være sværere at nedkæmpe, når man har diabetes, pga. nedsat immunforsvar.
Rødme, varme og hævelse er tegn på betændelse og det skal du reagere på straks! Søg derfor læge. Ofte er der behov for antibiotikum i længere tid og tæt opfølgning af din behandler.
Fodterapeutens rolle
Den statsautoriserede fodterapeut undersøger om blodforsyning og følesanser er normale, eller om man er i risiko for at udvikle sår. Man får vejledning i egenomsorg i forhold til føddernes status, samt bliver fødderne behandlet og indlæg fremstillet ved behov.
Det er på nuværende tidspunkt tilskudsberettiget med 50 % hos en fodterapeut med ydrenummer. Lægen skriver gerne henvisning til fodterapi. Det er utroligt vigtigt, at din diabetes er velreguleret, da det kan forebygge eller udskyde komplikationer i fødderne.
Du kan læse mere om den diabetiske fod hér.