Foden vil være varm, hævet og eventuelt rød, og der kan ses formændring, hvilket dog tit vil være sløret af hævelsen. Formændringen, som skyldes knoglebrud og dislokerede led, kan være betydelig, på trods af at patienten kun har milde symptomer fra foden – jævnfør at smerteopfattelsen fra foden er ødelagt. Ofte vil der ses platfod og tit vil der ses ligtorne eller fodsår, som følge af uhensigtsmæssig belastning af foden.
Symptomerne kan være ukarakteristiske i form af murren, uro og en følelse af instabilitet, men det er sjældent at der mærkes deciderede smerter fra stedet. Tit mærker patienten slet ikke noget, hvilket er med til at udsætte diagnosetidspunktet betydeligt, og hæve risikoen for alvorlig foddeformitet på diagnosetidspunktet.
Tilstanden er som sagt både sjælden og kompliceret. Det er derfor nødvendigt med en avanceret tværfaglig indsats af fodterapeuter, læger, bandagister og håndskomagere.
Den vigtigste komponent i behandlingen er vægtaflastning af den beskadigede fod, hvorved betændelsestegnene (hævelsen, varmen og eventuelt smerten) som regel svinder effektivt. Vægtaflastningen sker i gips, skinne eller særligt fodtøj med stive såler, og kombineres eventuelt med elevation af foden. Total immobilisering af foden er at foretrække, men det er acceptabelt at patienten bevæger sig rundt på krykker, eller cykler på motionscykel. Der er usikkerhed om præcis hvor lang tid foden bør være immobiliseret, men minimum tre måneder anbefales.
Dernæst er målet at opretholde/genskabe en så naturlig facon af foden, som muligt. Dette kan blandt andet gøres vha. særlige bandageringer eller specialfremstillet fodtøj, som følger og giver støtte til fodbuen. Patienten skal også efter aflastningsperioden benytte særligt ortopædisk fodtøj som støtter og aflaster, og giver optimal trykfordeling på trædefladen. Dette gøres med henblik på at opretholde fodens facon samt undgå fodsår.
Kirurgisk behandling kan komme på tale hvis der optræder fodsår på trods af specialtilpasset fodtøj. Behandlingen består hovedsageligt af fjernelse af knoglefremspring, som giver anledning til tryksår på foden. Til tider kan det også blive nødvendigt at afstive et eller flere led i fod eller ankel, for at afhjælpe fejlstillinger.
Idet Charcot fod ses som komplikation til andre systemiske sygdomme, især sukkersyge, har patienterne tit et broget billede af forskellige symptomer, som bidrager til det samlede sygdomsbillede. Det er hyppigt, at patienterne samtidig har syns- og nyreproblemer, og derudover giver de ændrede kar-nerve-forhold blandt andet anledning til betydeligt langsommere opheling af de sår og skader der måtte være på foden, typisk 2-3 gange længere tid.
Der findes en række modificerbare risikofaktorer i sygdomsudviklingen, nemlig rygning, forhøjet kolesterol og blodtryk, kost, motion og overvægt, som man ved hjælp af intensiv medicinsk behandling og livsstilsændringer kan sætte ind overfor, og derved bremse sygdomsudviklingen og symptomerne betydeligt.
Charcot patienter skal gå til obligatorisk, livslang kontrol hos en fodterapeut.
