Slidgigt i storetåen (Latin: osteoartrose, artrose)

Hvad er slidgigt i storetåen?

Slidgigt  i storetåen opstår i tåens grundled. Ofte er årsagen ukendt, men skader i leddet, urinsyregigt og leddegigt kan være medvirkende faktorer. Alle over 20 år kan rammes, men sygdommen har stigende hyppighed med alderen. Ofte ses følgelidelser i form af skæv storetå (hallux valgus) samt knystdannelse.

Se mere under slidgigt.

Hvordan føles slidgigt i storetåen?

Symptomerne fra slidgigt i storetåen er de samme som nævnt under slidgigt, og omfatter:

  • Smerter – belastnings-, hvile- eller natlige smerter
  • Bevægeindskrænkning
  • Hævelse og ømhed
  • Knasen/skurren
  • Muskelsvaghed
  • Evt. trykgener fra skoens overside pga fejlstilling af tåen.

Behandling:

Milde former kan behandles med håndkøbsmedicin og diverse gigtmidler, samt fodformet fodtøj eller evt. indlæg i skoene.

Operation bør kun foretages hvis andre midler ikke længere er tilstrækkelige. Man har en række valgmuligheder ved operation for storetågigt:

  1. Cheilektomi (Kegleoperation): Er et typisk valg ved mildere former for operationskrævende tilfælde, og er velegnet til fjernelse af symptomgivende knoglefremspring (eksostoser). Den syge ledbrusk, samt eventuelle eksostoser fjernes. Derved mindskes de smerter som kan opstå når knogledelene støder sammen, og/eller trykgenerne fra fodtøjet på fodens overside.
     
  2. Artrodese (stivgørende operation): Ledfladerne i tåens grundled skæres væk, og tåen sættes sammen igen med skruer og skinner. Storetåens yderled bevarer sin bevægelighed. Herved mindskes smerterne fra knoglesammenstød, som ved cheilektomien. Resultatet er som regel effektiv smertelindring, men tåen bliver en anelse kortere, og der kan i enkelte tilfælde opstå komplikationer i form af ringe kontakt med underlaget, hvilket kan medføre forfodssmerter (metatarsalgi). 
     
  3. Delvis ledfjernelse (Kellers artroplastik): Den inderste del af tåens grundled fjernes, og sættes sammen med rodleddet. Herved får leddet en vis bevægelighed, men tåen bliver derimod noget forkortet. Der er desuden de samme komplikationer som ved artrodese.
     
  4. Protese (kunstigt led): Findes både som totalproteser, hvor hele leddet udskiftes med et kunstigt, og delproteser, hvor kun en del af brusken udskiftes. Sidstnævnte giver god bevægelighed af tåen efter operation. Totalprotese giver god smertelindring, men tåen bliver tit mere stiv end efter delvis protese. 

Arrangementer på Fodens Dag

Alt om Foden     Holsbjergvej 29     2620 Albertslund     Telefon 4320 5120     E-mail: gaagodt@lasf.dk