Gravide kan få nedgroede tånegle
15 procent af gravide får ondt i tåneglene, fordi de gror ned i siderne. Men der er ingen grund til at have ondt, når du kan få sat en lille, tynd stål- eller plastikbøjle tværs over neglen hos fodterapeuten...
Gode råd til køb af børnesko
Magasinet Gå Godt har i samarbejde med fodterapeut Pia Bondorph samlet en række retningslinjer til dig, der skal købe børnesko. Se, hvad du bør lægge mærke til, når der skal investeres i de forskelli...
Sådan køber du sunde sko
Hvad er et par gode sko? Er det ikke individuelt? Jo, men der findes en række grundregler for godt fodtøj, som du kan komme langt med. Vi har samlet en række gode råd her.

Den normale fod

Fodskelettet

Vores slægtninge, menneskeaberne, har en kantstillet gribefod med fodsålen vendende indad. Ved klatring op ad stammer bliver den belastet fra kanten, hvilket giver en god stivhed. Ved gang på jorden må den dreje foden, så fodsålen vender nedad, hvorved den mister stivheden og evnen til et hurtigt afsæt.                                                                                 

Til forskel for denne gribefod er menneskets forfod drejet 90 grader (højre fod mod uret) i forhold til bagfoden. Den oprindelige kantstilling ses i bagfoden, hvor rullebenet (talus) står oven på hælbenet (calcaneus), mens forfodsdrejningen ses ved, at alle fem mellemfodsknogler og tæer når ned til underlaget. 

Første stråle, d.v.s. første mellemfodsknogle og storetå, som hos de øvrige primater er en selvstændig gribetå, er inkorporeret i fodpladen, er så at sige med inde under huden. Første stråle er tydeligt forskellig fra de fire andre i tykkelse, længde og bevægelighed og i antallet af tilhæftede muskler og ligamenter. Den er nok blevet medlem af familien, men kun som en fjernere slægtning.

Med en seneplade, der ligger lige under huden og forbinder hælen med tæernes grundstykker, har foden fået sin specielle form, en bærende, længdegående brokonstruktion, som i almindelig tale fejlagtigt kaldes længdebuen eller svangbuen, men som er en trekantkonstruktion med to lige belastningslinier i skelettet og med den elastiske seneplade som den tredje side.  En tværbue, hvis grundlag er de kileformede fodrodsben, udgør et yderligere element i etablering af fodens stivhed.  

Skelettet i foden er spinkelt, vejer ca. 100 gram, men kan alligevel tåle belastninger på flere gange kropsvægten i serier på tusinde gentagelser. Forudsætningen er dog, at belastningerne kan fordele sig ud i hele den del af foden, som i pågældende øjeblik har kontakt med underlaget.

Musklerne

Musklerne deler man op i de lange muskler, som forbinder underbenet med foden, og de korte muskler, som forbinder bagfod med forfod og tæer.

I svingfasen, når foden ikke har kontakt med underlaget, styrer de lange muskler fodens stilling. I nedslaget bidrager de til støddæmpningen, og i afsættet til accelerationen.

De korte muskler er med til at holde trekanten samlet og sikrer derunder især første stråle.

Leddene

Fodens mange knogler er forbundne med små led, overvejende glideled. Leddene giver foden en plasticitet, som den kan stå på underlag af alle slags og med alle hældninger og ujævnheder.

Tæernes grundled er små kugleled, hvori tæerne kan bøjes 50-60 grader opad, hvilket er nødvendigt for den normale gangafvikling. Tæerne arbejder her i modsat retning af arbejdsretningen for fingrene, hvilket reducerer deres mulighed som vikarer for fingrene.

Ankelleddet

Leddet mellem underben og fod er et såkaldt universalled (to akser som krydser hinanden ligesom i et skibskompas), som tillader foden at indstille sig i alle hældninger, så den altid passer til terrænet.

Foden kan endog indstilles i forlængelse af underbenet, og derved tillade en balletdanser at komme helt op at stå på tåspidsen. Det kræver dog, at storetåen støttes i skoen.

Video af en normal fod i almindelig gang.
Filmen vises i slow motion.

Gangen - det specielle ved mennesket

For fødderne består gang af tre faser: hæl isæt, fuld fod og afsæt.

  1. Hælisættet foregår med strakt knæ og foden et godt stykke foran kroppen. Underbenets muskler holder foden i sin 90 graders position og en smule indaddrejet. Den afrundede hælballe fatter som det første jorden og etablerer friktion, så foden ikke skrider frem.  Hælen dæmper nedslaget gennem en hælbaldedeformation og ved en landing af forfoden kontrolleret af de lange muskler på forsiden af underbenet. Første mellemfodsknogle er løs og lidt nedadbøjet, så den kan møde underlaget.
     
  2. Fuld fod: foden lander i princippet på tre punkter: hælen efterfulgt af fodballen under 5. mellemfodsknogle og tå og straks derefter af fodballen under 1. mellemfodsknogle og tå. Foden deformeres og forlænges, hvorved  senepladen i fodsålen opspændes elastisk som en del af en yderligere støddæmpning.
     
  3. Afsæt. Efter at foden har været støddæmpende og fjedrende skal den nu være lige det modsatte, nemlig stiv og mekanisk effektiv. Denne dobbelte funktion med en lynhurtig omstilling midt i standfasen gør menneskenes fødder enestående. Forståelse af denne mekanisme er nødvendig for alle tiltag til træning, aflastning og støtte af foden. Afsætsmusklen, den store lægmuskel, løfter hælen og drejer den lidt indad. Da forfoden er fast placeret på jorden medfører dette en yderligere drejning af forfoden (højre forfod mod uret), som låser alle de små led, og det gør foden stiv. Samtidig kommer der en stor opadbøjning (50-60 grader) af tæerne, som strammer senepladen yderligere op, hvilket gør foden endnu mere stiv.

Som nævnt blev storetåen og 1. mellemfodsknogle under slægtens udvikling inkorporeret i menneskets fod. Knoglen er speciel, den er tykkere og stærkere end de øvrige, den har et specielt rodled, , ligesom den har mange flere tilhæftninger af muskler og ligamenter.

I standfasen bevæger legemstyngdepunktet sig fremad og ud over standbenet, for derefter at passere over kropsmidtlinien til den modsatte side, hvor det kommende standben gør sig klar til at tage over.

Bevægelsen modvirkes eller forsinkes af kontraktion af muskler på bagsiden og på ydersiden af underbenet, som begge er med til at stabilisere 1. stråle, hvorved den sættes i stand til at bære afsætstrykket. Hvis storetåen fejler i denne sene fase af afsættet og giver efter, lægges trykket på  2. og 3. stråle, og vi har den tilstand, som fejlagtigt kaldes nedsunken forfod, men som snarere bør kaldes en løs første stråle.

Løb

Mens støddæmpningen ved gang foregår tre steder i standbenet: i anklen, i knæet og ved bækkenets kipning til modsatte side, er den ved løb koncentreret til knæet.

Nedslags belastningen er øget 2-4 gange, og det er vigtigt at få denne belastning spredt på et så stort areal som muligt. Det er derfor bedst at lande på hele foden og ikke på hælen (hælløbere) eller på forfoden (forfodsløbere).

Dette opnås ved at lade foden lande lige i kroppens forreste frontale plan. Stikker man foden længere frem, lander man på hælen og overbelaster den.

Isætning af hele foden er specielt nødvendigt for barfodsløbere, som må styre dette meget nøje, især ved distanceløb, hvis det skal være en fornøjelse, og hvis skader skal undgås. En skosål beskytter foden mod spidse og skarpe strukturer og kan bidrage til støddæmpningen ved løb på hårdt underlag.

Fodens Dag

Klik her for at få listen med arrangementer på Foden Dag

Alt om Foden     Roskildevej 163, 1.     2620 Albertslund     Telefon 4320 5120     E-mail: gaagodt@lasf.dk